Thise overgiver sig aldrig

Kompromisløs økologisk kvalitet

I dag virker det uforståeligt, men da Thise Mejeri bliver grundlagt i 1988, er der ingen der tør satse på økologi. Hverken politikere, butikker eller mejeriselskaberne

Alligevel sætter syv naive øko-idealister sig omkring et spisebord en sen aften i Nordvestjylland, og beslutter sig sammen med en mejeribestyrer fra et mindre landsbymejeri, for at starte Thise Mejeri.

For de otte omkring bordet handler det om to ting: Selvstændighed og økologi. At de som herrer i eget hus endelig kan udleve drømmen og drive økologiske landbrug og producere økologiske mejeriprodukter af fineste kvalitet. Også selvom Danmark måske ikke er klar til det.

Mejeri

Fandenivoldsk pionérånd

Thise Mejeri får ikke den flyvende start, de 8 pionérer havde håbet på. Men selvom de i første omgang har problemer med at afsætte deres mælk, bliver de stædigt ved. Selvom det økonomisk set ikke giver nogen mening de første mange år, så stopper de ikke. Selvom deres venner med konventionelle landbrug tjener flere penge på daværende tidspunkt, holder de fast. For Thise Mejeri overgiver sig aldrig.

I dag er Thise Mejeri Danmarks næststørste økologiske mejeri. Stadig ejet af dem, der producerer mælken – andelshaverne – stadig selvstændigt, og stadig økologisk. Den fandenivoldske pionérånd er ikke forsvundet, og nytænkningen og villigheden til at gøre det, de andre ikke tør, er uændret. Og sådan forbliver det.