Græsmark

Jerseytyrekalve

Coop og Thise Mejeri har fundet løsningen på et moralsk dilemma, så Thises økologiske jerseytyrekalve lever

I forbindelse med opstarten af Thise & Ko i 2016, lykkedes det i samarbejde med Coop at sikre afsætning af kødet fra jerseytyrekalve

Aftalen sikrer tyrekalvene et økologisk liv efter fødslen samtidig med, at landmændene sikres lønsomhed i opfedning af jerseytyrekalvene. Kødet fra jerseytyrekalvene indgår i Thise & Ko produkterne, som sælges i Coops butikker. Thise & Ko er tildelt 2 hjerter i Det Statskontrollerede Dyrevelfærdsmærke.  

Jerseytyrekalv

Hvad er udfordringen med jerseytyrekalve?

Jerseytyrekalvene har en lavere tilvækst end tyrekalve fra andre kvægracer. Det tager lang tid og det koster meget foder, at opfede en jerseytyrekalv

Dertil skal lægges, at jerseytyrekalvene nedgraderes, når de efter slagtningen bedømmes efter retningslinjerne i det autoriserede kød-klassificeringssystem hos slagterierne.

Afregningsprisen for en jerseytyrekalv er betydelig lavere end for tyrekalve fra andre racer på grund af slagtekroppens størrelse, form og farve. Lavere tilvækst, dårlig kreaturafregning og en elendig økonomi er hovedforklaringerne på, at mange jerseytyrekalve tidligere er blevet aflivet lige efter fødslen – men det er historie nu.