Urmælk

Thise mejeri lancerer urmælk

En mælketype med et særligt proteinindhold

”Mælk er ikke bare mælk” lyder et mantra fra Thise Mejeri, formuleret første gang i begyndelsen af 90’erne. Dengang Thise Mejeri for alvor begyndte at holde mælk fra jerseykøer adskilt fra mælk fra de sortbrogede køer

Siden er antallet af forskellige mælketyper udvidet, så i dag opererer mejeriet med 8 forskellige mælketyper.

Nu kommer en niende mælketype til; Urmælk. Den er produceret af jerseykøer og har nogle særlige proteinegenskaber. Forskellen mellem Urmælk og ”almindelig” mælk, kan hverken ses, lugtes eller smages, men Urmælk har de samme A2-egenskaber, som man også finder i mælk fra får, geder og bøfler og i modermælk. Mælk med A1-egenskaber er til gengæld den hyppigst forekomne mælketype i den vestlige verden.

A1 og A2-protein

Nogle forskere tillægger forskellen mellem A1 og A2-proteinet en stor ernæringsmæssig betydning

Andre forskere mener det modsatte, men under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at efterspørgslen af A2-mælk er stærkt stigende flere steder i verden

Det begyndte i New Zealand, senere tog produktion og salg for alvor fart i Australien og herfra blev interessen spredt til England og til Californien.

Forbrugernes frie valg

Med A2 mælken vælger Thise Mejeri at gå mod strømmen og forholde sig aktivt til hvilke mælketyper, der skal stå i køledisken

Med A2 mælken vælger Thise Mejeri at gå mod strømmen og forholde sig aktivt til hvilke mælketyper, der skal stå i køledisken. Denne gang handler det ikke kun om økologi eller om at introducere jerseymælk, men om at tage et standpunkt og give forbrugerne det, de har krav på, nemlig et frit valg:

”Thise vil gerne give forbrugerne muligheden for selv at vælge et alternativ til de produkter, man ellers finder i køledisken. Vi ønsker at formidle det faktum, at mælk ikke bare er mælk, men at forskellige mælketyper kan smage forskelligt og have forskellige egenskaber.” siger mejeribestyrer Poul Pedersen fra Thise og uddyber:

”Herefter er det op til forbrugerne at afgøre, om der er et marked for ”Urmælk” i Danmark”