Dansk madkultur er i bevægelse og under stadig påvirkning udefra. Amerikansk livsstil har præget de danske spisevaner, og Fast Food kulturen har sat sine tydelige spor. Men danske kostvaner er også påvirket af traditioner fra Sydeuropa og fra mere fjerntliggende egne.

Thise Mejeri åbnede i 2005 køkkenvinduet mod nord og sugede frisk luft og inspiration ind fra Nordatlanten – nærmere betegnet fra Island.

Thises Skyr er fremstillet efter den originale islandske recept og i et tæt samarbejde med islandske mejerister.

Thise skyr-produkter

Skyr

Skyrs mange muligheder

Thises skyr er mild, syrlig og cremet i smagen og har en dejlig fast konsistens, som er typisk for en ‘rigtig, islandsk’ skyr.

Produktet har et utal af anvendelsesmuligheder og er perfekt på morgenbuffeten, til brunch og i madlavning. Fx:

  • portioneret morgenmad med granola, sirup og bær
  • dressinger og rørte salater
  • kolde saucer
  • dip
  • cremer
  • smoothies

 

Protein

Skyr er en god måde at højne proteinindholdet i et måltid. Det kan fx være en proteinrig drik.

Verdenspremiere på økologisk SKYR

Thises økologiske SKYR blev lanceret med pomp & pragt d. 16. maj 2006.  Begivenheden fandt sted i Irma-Illum på strøget i København og senere på restaurant NOMA på Christianshavn.

Bag arrangementet stod den Islandske Ambassade, mejeriselskabet AGRICE fra Island og Thise Mejeri – fra Jylland.

Blandt de prominente talere ved arrangementet var Islands landbrugsminister Gudni Agustsson, Danmarks Fødevareminister Hans Christian Schmidt, Irmas administrerende direktør Alfred Josefsen og mejeribestyreren fra Thise Mejeri, Poul Pedersen.

En rød dansk malkeko med to kalve udgjorde modtagelseskomitéen på restaurant NOMA, hvor stjernekokken Rene Redzepi og hans dygtige stab trakterede med Skyr-canapéer, Jerseymælk og Islandsk brændevin.

Der blev lyttet andægtigt til den Islandske landbrugsminister, som holdt sin tale på flydende Islandsk. Gudni Agustsson undlod ikke at gøre opmærksom på, at SKYR er hemmeligheden bag den kendsgerning, at verdens stærkeste mænd – og de smukkeste kvinder kommer fra Island. Det Islandske finanseventyr er også svært at forstå, hvis man ser bort fra SKYR. (2006!)

Den langsomme start

Skyren kom på Irmas hylder, men salget var i de første år meget beskedent. Ud fra en ”normal” forretningsmæssig synsvinkel burde produktet nok være udmeldt, for indtjeningen var til nærmest ikke-eksisterende.

Men langsomt begynder interessen for skyr dog at stige. Kendte kokke anvendte i stigende grad produktet, og dagblade, madmagasiner og andre fagblade bragte massiv omtale af skyrens mange anvendelsesmuligheder, kulinarisk og ernæringsmæssigt. Flere andre danske mejerier begyndte at producere skyr.

Fra at være et lille eksotisk nicheprodukt er skyr i dag en selvstændig produktionskategori – ikke kun på Thise Mejeri, men i mejeribranchen som helhed.

Historien om skyr er ikke uden paralleller til eventyret om ”Den grimme ælling”.

Den ”Geyserlignende” salgseksplosion

I 2010 solgte Thise Mejeri ca. 5 tons skyr om ugen, året efter var salget steget med 50%, og i hvert af de efterfølgende år skete der er fordobling af salget.

Godt at vi ikke lukkede ned for produktionen, inden festen startede!