Vores værdier

Vores værdier

1. Uafhængige - men dybt forpligtede

Vi er et uafhængigt andelsmejeri ejet af økologiske landmænd

Thise Mejeri er et uafhængigt andelsmejeri ejet af økologiske landmænd for hvem ønsket om uafhængighed af de store selskaber udgør mejeriets ideologiske fundament.

Vi er således uafhængig af kapitalinteresser, men stærkt afhængige og forpligtede overfor ønsket om at udvikle økologien og producere velsmagende fødevarer på et bæredygtigt grundlag.

Køer

2. Respekt for råvaren

Mælken bliver aldrig bedre end den er, når den befinder sig i koens yver

Malkning, nedkøling, pumpning, transport med mere er alle processer, der kan forringe mælkens kvalitet. Så kvaliteten af Thises mejeriprodukter er afhængig af en skånsom behandling af mælken fra koen bliver malket og til mælken tappes på kartoner på mejeriet.

Respekten for råvaren er også hovedbegrundelsen for, at Thise Mejeri er e-nummer-fri zone, også selvom det økologiske regelsæt tillader brug af nogle stabilisatorer, emulgatorer m.v.

3. Mælk er ikke bare mælk

Et Thise-mantra, som vi har efterlevet siden slutningen af 80’erne

Mælk fra forskellige kvægracer smager forskelligt og har forskellige egenskaber. Derfor har vi holdt mælk fra jerseykøerne adskilt fra mælk fra sortbrogede køer og brugt mælken til forskellige produkter. For eksempel anvender vi jerseymælk til de syrnede produkter og ’sortbroget’ mælk til produktion af Danbo-oste.

Derudover arbejder vi med følgende ’mælketyper’: Vesterhavsmælk og mælk, der udelukkende stammer fra én enkelt gård – gården Gyrup. Flere typer special-mælk er på vej. Vi har allerede lanceret Urmælk, Græsmælk og mælk Ad Libitum.

Mælk
Produkter

4. Og så smager det godt

Hvis produkterne ikke smager godt, er det hele (næsten) ligegyldigt

Mejeriprodukterne fra Thise Mejeri er økologiske, og mælken er skånsomt behandlet gennem hele fødekæden fra jord til bord. Men hvis produkterne ikke smager godt, er det hele (næsten) ligegyldigt. Thises produkter skal ikke kun efterlade den gode smag i munden fordi de er fremstillet på et økologisk grundlag, men også – og måske især – fordi de smager godt.

5. Økologi: Aldrig færdig - altid på vej

Thise Mejeri blev grundlagt næsten samtidig med, at de danske økologiregler så dagens lys

Thises pionér-gruppe havde i flere år arbejdet med giftfrit landbrug og flere af landmændene medvirkede også til formuleringen af de første økologiregler. Regelsættet og kontrollen er de ydre rammer, men det er den helt klare opfattelse hos Thises landmænd, at vi er i en proces, hvor økologireglerne løbende skal forbedres i takt med, at målene ændrer sig og barren sættes højere.

Thises landmænd har på helt eget initiativ og som de eneste i verden udfaset para-tuberkulose – en frygtet kvægsygdom, der betyder lidelser hos køerne og økonomiske tab for landmændene. På samme måde har Thises landmænd gennemført staldskoler med det formål at højne sundheden i besætningerne og mindske antibiotikaforbruget. Lige nu er Thises landmænd i gang med at gennemføre klimahandlingsplaner, som skal medvirke til at reducere CO2-udslippet fra de enkelte ejendomme.

Alle disse tiltag ligger udenfor det økologiske regelsæt, men indenfor Thises ambition om altid at gøre det bedre end godt nok.

6. Thise - Et mejeri med passion

’Thise never sleeps’

Thise Mejeri er andet og mere end et andelsselskab og en arbejdsplads. For de fleste landmænd og for de fleste ansatte, måske for alle, er Thise Mejeri noget man involverer sig i, tager ansvar for og udvikler et lidenskabeligt forhold til.

’Thise never sleeps’ skrev vi engang på vores mælkekartoner, og ’Thise overgiver sig aldrig’ har været kampråbet i perioder, hvor mejeriet har stået overfor alvorlige udfordringer. Et stærkt sammenhold omkring mejeriet går hånd i hånd med glæde og stolthed over at være en del af Thise-fællesskabet.

Økologi

7. Stærke partnerskaber

Vi har opbygget stærke samhandelsrelationer gennem årene

For at kunne nå ud til forbrugeren har Thise gennem årene udviklet stærke og forpligtende samarbejder med kunder og leverandører i ind- og udland.

Samhandelsaftalen med Irma og med COOP blev underskrevet helt tilbage i 1995, og relationen har gennem årene udviklet sig fra at være et kunde–leverandørforhold til i dag, hvor samhandelen mere har karakter af et egentligt partnerskab.

På samme måde har Thise Mejeri udviklet stærke relationer til andre kunder i Danmark og på de nære eksportmarkeder, ligesom vi har opbygget stærke samhandelsrelationer med emballageleverandører og til leverandører af mælkesyrekulturer, osteløbe og økologisk frugt til yoghurt og skyr.

Ko

8. Tillid forpligter

Forbrugernes tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til

Vi drømmer om, at vi på samme måde kan udvikle stærke og forpligtende relationer til de danskere, som dagligt vælger Thises produkter. Det er ambitionen, at Thise Mejeri skal fremstå som den seriøse og troværdige leverandør af økologiske mejeriprodukter til det danske folk.

Forbrugernes tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til, og måske er det den vigtigste daglige udfordring for landmændene og for alle os, der arbejder på mejeriet.

Derfor arbejder vi i døgndrift på at producere og udvikle velsmagende mejeriprodukter på et økologisk grundlag. Og det bliver vi ved med, for Thise overgiver sig aldrig.