GUIDE: Sådan erstatter du kød med ost

Grøntsager er oftest sprøde, friske, knasende og har lidt sødme. Oste er lige det modsatte. Her finder vi fløde, fedme, salt, tyngde, masser af umami og mæthedsfølelse.

Derfor passer ost så godt til grøntsagsretter, og derfor kan ost nemt erstatte kødet i en ret – uden at gå på kompromis med smag, tekstur og fylde.

Her får du nogle tips til at bruge vores oste i dit køkken – uden at dine gæster savner kødet.

OST I SALATER

Ostens bidrag til en salat er naturligvis smag, men også fylde og mæthedsfornemmelse. Umami og fedme giver et fint modspil til de sprøde og friske grøntsager og salater. Fra friske salatskud til de grovere kålsalater.

Vesterhavsost og andre faste oste kan skæres i tern, grilles på små brød eller rives fint og røres i en dressing. Blå Kornblomst og andre blåskimmeloste kan toppe salaten i små brud eller røres i en yoghurtdressing.

ost i varme retter

De fleste oste smelter fint, og udover et gyldent, lækkert lag af smeltet ost, fuldender gratineret ost smagen på mange retter. Vælg din ost ud fra dens karakter. En røget Vesterhavsost bringer røgsmagen ind i retten, mens Blå Kornblomst tilfører en krydret pikanthed. Og så er det naturligvis en god måde at få brugt osterester fra fx ostebuffeten på.

Ostechips af Vesterhavsost

OST SOM CHIPS

Glem heller ikke at revet ost nemt kan bages til små sprøde chips, som du kan bruge som det sprøde element i en salat, knust og drysset på en suppe eller blot som del af en snack. En større mængde ost kan afkøles over en lille skål og på den måde blive til en kurv, der kan fyldes med fx lynstegte friske grøntsager.

ost i saucer

Brug ost som smagsgiver i en sauce og tilfør grøntsagsretten umami, dybde og intensitet. Riv en fast ost (fx Vesterhavsost, Fuldmåneost eller Ravost) og lad den trække i grundsaucen. Sigt fra, reducér og montér med smør.

OST i pesto

At blende en pesto er en smal sag, og også her kan ingredienserne varieres i det uendelige. Både urterne (grønkål, persille, forårets spæde skvalderkål og spinatblade mv.), kernene (fx solsikkekerner, mandler og hasselnødder), men så sandelig også ostene. En Vesterhavsost giver en ren, nøddeagtig smag, mens Blå Kornblomst eller en anden blå ost bidrager med en krydret, pikant og måske endda frugtig smag.

ost i cremer og dip

Dressinger til salater. Dip serveret med friske grøntsager. Cremer til brød og kartofler. Lækre grøntsagspuréer. Alle kan afrundes med smagen af ost, som blendes eller røres i – afhængig af konsistensen. Udover en dejlig ‘ostet’ smag bidrager cremen også med mæthedsfølelse og cremethed.